På trods af at det stort set på dagen er to år siden, at den daværende S-R-SF-regering sammen med V, K og LA indgik en politisk aftale om at gøre det mere attraktivt for danske virksomheder at overgå til en erhvervsdrivende fond, venter aftaleparterne og i særdeleshed erhvervslivet stadig på, at skatteminister Benny Engelbrecht (S) kommer med et udspil til aftalens konkrete indhold. Aftalen skal bl.a. genindføre muligheden for skattemæssig succession fra og med 2016, så virksomhedens ejere slipper for at skulle betale 42 pct. i avanceskat i forbindelse med generationsskifte, eller hvis virksomheden går i arv. Efter flere udsættelser vurderer en række eksperter, at det er usandsynligt, at skatteministeren kommer med et udspil til indholdet på denne side af folketingsvalget. “Det er trist, men vinduet er lukket. Egentlig burde det være noget, der er stemmer i på tværs af partiskel, fordi det har stor betydning både for virksomhedsejeren og manden på gulvet, som gerne vil beholde sit arbejde og arbejde i en dansk virksomhed,” siger Rasmus Feldthusen, juraprofessor ved Københavns Universitet. Ifølge Henriette Kinnunen, chefjurist i Cepos, risikerer Danmark, at nogle af de store vækstsucceser bliver solgt til udlandet pga. nøleriet. Samtidig kritiserer både eksperter og virksomhedsejere det årlige budgetloft for skattefritagelse på 300 mio. kr., som regeringen lagde op til, da aftalen blev indgået.