I fem måneder har forvaltningschef Kirstine Markvorsen ikke bare flyttet kontor fra Aarhus Kommune til byens sygehus, men også arbejdet på en helt anden måde, end de fleste topchefer plejer at gøre det. I forsøget på at komme samarbejdsvanskeligheder til livs i ledelsestomrummet mellem sygehus og kommune, har forvaltningschefen trukket i den hvide kittel og er gået på opdagelse hos lægerne og sygeplejerskerne. Og så har hun stillet spørgsmål.

I sygehusets visitation oplever hun, at de praktiserende læger indlægger særligt mange patienter fredag eftermiddag. Og da patienterne vel ikke er mere syge fredage eftermiddag end på andre tidspunkter i løbet af ugen, er det gode spørgsmål, hvorfor de praktiserende læger indlægger så mange patienter fredag eftermiddag.

For første gang nogensinde har Aarhus Kommune sendt en af sine topchefer fra forvaltningen på arbejde på sygehusets direktionsgang.

I de sidste fem måneder af 2015 har forvaltningschef Kirstine Markvorsen fra Omsorg og Sundhed i Aarhus Kommune personificeret et af de mest utraditionelle forsøg nogensinde på at udvikle samarbejdet mellem to af den offentlige sektors helt store og ofte også helt adskilte institutioner: Kommunen og de regionsstyrede sygehuse.

Skiftende regeringer har med bunkevis af handleplaner og tilførsel af nye millioner forsøgt at mindske omfanget af både forebyggelige indlæggelser og genindlæggelserne. I løbet af 2016 fremlægger sundhedsminister sine handleplaner på området.

Ind til nu har det massive fokus først og fremmest betydet, at problemerne ikke er vokset. Men ved at sende Kirstine Markvorsen på arbejde på sygehuset, går Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital nye veje ved at opruste det ledelsesmæssige ansvar af de opgaver, der ligger mellem de to institutioner.

”Vi vil have samarbejdet til at fungere bedre,” siger Hosea Dutschke, direktør for Omsorg og sundhed i Aarhus Kommune.

Regeringen har ufrivilligt sat sig i spidsen for at demontere den danske supermodel og udfordret de værdier og holdninger, der hidtil har kendetegnet den danske velfærdstat. Håndteringen af flygtningekrisen er blot det mest grelle eksempel. Vi kunne have forudset og bedre håndteret såvel flygtningeproblemet som andre af de globale udfordringer, der rammer os de kommende år. 2016 kan blive et dansk skæbneår.

Danmark ledes af tabere, og regeringen er indbegrebet af simpel og kortsigtet taktik, men det er ikke lederskab. På et halvt år er det lykkedes at skabe en stemning af mismod, frustration og skuffelse i Danmark, som efter min hukommelse er uden lige. Og Socialdemokraterne – de er ikke til at få øje på.

Vores sundhedsvæsen står over for en revolution, som for første gang kommer til at ske på patienternes præmisser. Det er ikke kun gode nyheder for danskernes sundhedstilstand – det kan også være afsæt for innovation, vækst og jobskabelse.

I Holbæk Kommune har borgere, medarbejdere og ledere i fællesskab ryddet godt op i kommunens opgaver. Diskussionerne i omstillingsgrupperne har allerede nu fået omfattende konsekvenser. Siden 1. januar i år har kommunen indrettet hele sin organisation, så den understøtter fem kerneopgaver. Organisatorisk er der tale om en meget stor omlægning af hierarkier, dagligt arbejde og ikke mindst kontakten til borgerne. Der er formentlig tale om den mest gennemgribende omlægning af en dansk kommunes organisation til dato. ”Vi har i mange år talt om tværfaglighed, men uden at have et klart mål for, hvad der skal komme ud af indsatsen. Derfor var der tit nogen, der oplevede, at deres faglighed blev trykket ned. Nu sætter kerneopgaverne en retning på vores aktiviteter. Vi er klare på målet, og så kan medarbejderne byde ind med hver deres faglighed for at nå det. Det kan skabe ejerskab hos alle, fordi alle har bidraget,” siger Søren Kjærsgaard, borgmester (V).

Når unge i Holbæk Kommune har brug for hjælp, skal de kun henvende sig ét sted. De kan ringe til et enkelt telefonnummer, maile til en enkelt adresse eller bare møde op hos Ungeindsatsen – én indgang. Sådan er det nu, men for bare et år siden måtte den unge med problemer gå fra sagsbehandler til sagsbehandler for selv at sammenstykke den hjælp, han eller hun havde brug for. Det kunne være hjælp til bolig, at få løst psykiske problemer, komme i uddannelse eller ud af et misbrug. Det betød, at den unge kunne have både tre, fire og fem forskellige handlingsplaner, som det samme antal sagsbehandlere hver især holdt den unge fast på – samtidig. ”Med alle de forskellige fagligheder i vores organisation har der hele tiden været mange opgaver, der skulle løses. Derfor kunne der opstå tvivl om, hvad der kommer først. Der må vi bare sige, at for os er sigtepunktet for de unge en uddannelse. Det gælder også, selv om der er andre udfordringer,” siger borgmester Søren Kjærsgaard (V).

Jagten på høje karakterer fortrænger faglig fordybelse og dannelse, mener kritikere. Men enkelte grundskoler og ungdomsuddannelser eksperimenterer med at gå imod karakterræset i uddannelsessystemet. På Odder Lille Friskole får eleverne hverken karakterer eller går til eksamen. ”Vi går ikke på læseferie midt i maj, som mange andre gør. Vi underviser til den bitre ende,” siger Jakob T. Schmidt, skoleleder på Odder Lille Friskole. Og på Øregård Gymnasium forsøger de sig for første gange med en karakterfri klasse. ”Vi oplever en elevkultur, hvor man presser sig selv for at få gode karakterer. Det skaber en usund kultur,” siger Peter Brøndum, pædagogisk koordinator på Øregård Gymnasium i Hellerup.

Der foregår et hidsigt karakterræs i det danske uddannelsessystem. De studerende på universiteterne betaler sig til bedre karakterer og køber ritalin, betablokkere og andre opkvikkere for at kunne præstere, mens historisk mange gymnasieelever er optaget af at få den stribe 12-taller, som stadig flere studier kræver for at komme ind. I forrige uge gjorde regeringen det lettere at sammenligne karakterniveauerne på landets folkeskoler, og i foråret planlægger regeringen en gymnasiereform, der indfører faste karakterkrav for at komme ind på gymnasiet. Karakterbladene fylder nu så meget, at de radikale erklærer, de har tabt værdikampen om uddannelsessystemet, mens uddannelsesforsker og professor på Københavns Universitet Jens Dolin kun ser tegn på, at de kommer til at fylde mere. Og det er et problem: ”Det eneste, der tæller i et karaktersystem, er karakteren. Alt andet bliver underordnet,” siger han. Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) ser intet problem i, at unge stræber efter gode karakterer. Men han planlægger et udspil, der skal sende et klart signal om, at der er et andet problem i uddannelsessystemet.

Udover en hvid jul ønsker jeg mig allermest politikere, der tør være visionære og stille krav, men som holder sig for gode til at blande sig i den daglige drift.

Aalborg Universitet uddanner flest fra ikke-akademiske familier, Københavns Universitet kan prale af det laveste frafald, DTU tjener flest penge, og de nyuddannede fra CBS stryger ind på arbejdsmarkedet. Mandag Morgen kårer de bedste universiteter i 11 kategorier. Kåringerne fortæller, hvilke universiteter, der er bedst til hvad, men ikke hvilket, der er Danmarks bedste.

”Det er vigtigt, at vi har et universitet, der kan få unge fra ikke-akademiske hjem gennem studierne. Og det er vigtigt, at vi har et universitet, der satser på specialiseret, teknisk forskning. Man kan ikke sige, hvad der er vigtigst, eller hvem der bedst, blot konstatere, at universiteterne er bedst til forskellige ting,” siger formanden for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Jens Oddershede.

I flere af kategorierne, kan der hurtigt opstå uenighed om, hvem der er den egentlige vinder, forklarer professor i statskundskab på Købehavns universitet, Peter Dahler-Larsen:

”Du kan ikke sammenligne frafald på universiteterne med dødstal i trafikken. Hvis vi kigger på dødsfald i trafikken er det indlysende, at et tal tæt på nul, er mest ønskværdigt. Men hvis du kigger på frafald, kan du måske sige, at det nok er bedre, at tallet er tættere på nul end 100, men om det skal være 2, 10, 15 eller 27 pct., kan vi ikke sige.”

Den internationalt anerkendte tænketank Chatham House har gennemført en større undersøgelse af forbrugernes holdninger til mindre forbrug af kød. Her rettes fokus på svar fra forbrugere i 12 lande.

30.000 københavnere er på støtten – og har været det længe. En lille gruppe er unge mis­brugere, som har et hårdt liv. De er også et dyrt be­kendtskab for det offentlige. Nu sætter Københavns Kommune som den første kommune i Danmark tal på, hvad det koster at hjælpe nogle af disse unge til et bedre liv. Og regnestykket viser, at udgiften tjener sig hjem inden for seks år. Sociale tiltag kan være en god forretning. Københavns Kommune er den ene af kun tre kommuner – de to andre er Herning og Ishøj – der arbejder med at sætte tal på effekten af den sociale indsats. Det sker med brug af Skandia-modellen, et redskab udviklet af forskere på CBS på opfordring fra forsikringsselskabet Skandia. Samtidig opret­ter Københavns Kommune en investeringspulje på 452 mio. kr., der skal støtte sociale tiltag med dokumenteret effekt. Derudover er det eneste krav, at investeringen skal betales tilbage inden for tre til seks år. Dermed bliver sociale tiltag ikke længere en ud­gift, men en investering i et bedre liv for den enkel­te udsatte og i en bedre økonomi for kommunen.

Skiftende danske forskningsministre har stolt brystet sig af, at Danmark i en årrække har levet op til sin egen og EU’s målsætning om, at det offentlige skal investere 1 pct. af BNP i forskning.

Men et indtil nu i offentligheden ukendt notat fra Novo Nordisk Fonden og nye opgørelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at Danmark aldrig har levet op til det ambitiøse mål.

Så sent som i september erklærede Uddannelses- og Forskningsministeriet at den offentlige sektor foretog investeringer på knap 21 milliarder kr., svarende til 1,11 pct. af BNP. Men det kan man ikke udlede af tallene. De siger intet om, hvor pengene kommer fra. Kun noget om, hvor de bliver brugt. Nogle af de 21 milliarder kommer fra erhvervslivet, udlandet og fonde.

Hvis man tager udgangspunkt i, hvor pengene til forskning kommer fra i stedet for, hvor de bliver brugt, er vi nede på 0,91 pct.

Det er en mere korrekt måde at gøre tallet op på, mener professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen:

”Når man taler om at foretage investeringer, må det være et spørgsmål om at tilvejebringe midlerne, altså i dette tilfælde at finansiere forskningen,” siger han. Professor i økonomi ved CBS, Svend Erik Hougaard Jensen, mener, der er brug for et korrektiv i debatten om, hvorvidt vi lever op til investeringsmålet:

”Politikerne kan ikke entydigt sige, at de lever op til målsætningen. Det gør de på bevillingssiden og udgiftssiden, men ikke på finansieringssiden,” siger han. 

Siden 2011 har Northern Future Forum fungeret som et uformelt mødested, hvor regeringsledere og eksperter fra Storbritannien, Norden og Baltikum kan diskutere de tiltag, der skal bringe vores samfund videre. I år var temaerne de kreative erhverv som vækstmotor og en smartere offentlig sektor.

Siden regeringen annoncerede sine planer om at spare milliarder på forskning, innovation og uddannelse, har stadig flere meldt sig ind i debatten om videnssamfundets fremtid – og det er ikke på regeringens side. Erhvervslivet har længe været kritisk, men nu får det følge af en samlet dansk fagbevægelse, der er bekymret for, at besparelserne vil medfører lavere dansk velstand i fremtiden. FTF og LO frygter, at besparelserne kommer til at koste arbejdspladser, ramme Danmarks konkurrenceevne og dermed gå udover betingelserne for velfærdsstaten. Det er en meget kortsigtet strategi at spare på forskning, siger formanden for FTF. Og LO anbefaler at hæve uddannelses- og forskningsinvesteringer til 1,5 pct. af BNP. Men erhvervs- og vækstministeren vil have erhvervslivet til at droppe regeringskritikken og i stedet tænke mere over, hvordan man får mere ud af mindre. ”Der er stadigvæk et stort skridt at tage, før vi får omsat forskning til faktura,” siger Troels Lund Poulsen (V).

Beskæftigelsespolitik og det, at mennesker er aktive i samfundet, er socialpolitik i sin kerne. Det siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann i et interview med Mandag Morgen, som svar på kritik­ken af, at mantraet om, at ‘det skal kunne betale sig at arbejde’, efterhånden gennemsyrer store dele af so­cialpolitikken, når det handler om samfundets mest udsatte grupper.

”Selv for os er der en grænse,” sagde den svenske statsminister i sidste uge om flygtningestrømmen til landet. Alene i år forventer svenskerne at modtage 190.000. Men hvad sker der, når Sverige rammer sin kapacitetsgrænse? Og hvad gør Danmark så? ”Det er et spørgsmål om tid, før det svenske system bryder sammen. Det bør den danske regering forberede sig på,” siger Martin Henriksen (DF). Behovet for løsninger stiger, og Schengen overlever ikke uden en kvotefordeling, siger EU-ekspert. Dansk Folkeparti vil holde flygtningene ude med et hegn, Dansk Flygtningehjælp vil give dem adgang til arbejdsmarkedet med en særlig lav indslusningsløn. De hellige køer i dansk politik bliver udfordret som aldrig før.