Vagtskifte Den nye præsident skal genopfinde den amerikanske model USA foran militært, økonomisk, politisk og kulturelt paradigmeskifte Vinderen af det amerikanske valg i næste uge får en historisk vanskelig udfordring. At genopfinde den amerikanske model i asken efter George W. Bush. Alt tyder på, at det bliver Obama, der indtager Det Hvide Hus til januar. Men uanset hvem der vinder valget, venter en kolossal opgave. Efter nedsmeltningen på Wall Street skal den nye præsident lede verden ud af den økonomiske recession og finde alternativer til laissez faire-kapitalismen. USA er militært og økonomisk overanstrengt, og landets indflydelse på den internationale scene er faldende, vurderer en række førende internationale eksperter. “Der er allerede grænser for det amerikanske overherredømme på det økonomiske område, ” siger Harvard-professor Joseph Nye. Også USAs globale kamp mod terror trænger til en fornyelse, mener eksperterne. “Det er tid til et radikalt kursskifte, der fokuserer på at fjerne glorificeringen af terror og bygge nye alliancer verden over, ” siger den amerikanske terrorekspert, Marc Sageman. Det amerikanske paradigmeskifte, som kan slå igennem efter valget, kan få enorme konsekvenser, ikke bare for USA, men også for resten af verden.