Sådan får det offentlige fuld valuta for konsulentkronerne
Det offentlige Danmark bruger hvert år 5,2 milliarder kr. på eksterne managementkonsulenter. Men begge parter kan få mere ud af samarbejdet end i dag. De offentlige kunder kan blive bedre til at definere opgaver og forventninger. Og konsulenterne kan blive mere opmærksomme på de særlige krav og spilleregler i det offentlige. Hvis ikke parterne bliver bedre til at forstå hinanden, kan det føre til frustration og mistillid – og koste dyrt på de trængte offentlige budgetter: “Konsulenternes største udfordring er nok, at de møder en del modstand i organisationen. Men erfaringen er ofte, at de faktisk ender med at komme med nogle fornuftige konklusioner,” siger professor ved Københavns Universitet, David Dreyer Lassen.









