Nordjyden Jeppe Tranholm-Mikkelsen droppede i sommer den prestigefulde tjans som dansk ambassadør i Washington, da han fik tilbudt jobbet som generalsekretær for det Europæiske Råd. Det har været arenaen for de sidste fem års mange krisemøder mellem Europas regeringschefer. Dermed er Jeppe Tranholm-Mikkelsen Danmarks højest placerede EU-diplomat, som de næste fem år kommer til at få afgørende indflydelse på udfaldet af alt fra Europas håndtering af flygtningekrisen til Storbritanniens planer om at melde sig ud af det europæiske fællesskab. Hvis Europa vil have indflydelse på verden, skal vi ikke alene arbejde sammen men også ”tage os sammen”, siger han til Mandag Morgen.

For første gang stiller den diskrete danske topdiplomat op til et større interviewportræt for at give lidt indblik i, hvad man skal være gjort af, for at få de europæiske regeringschefer til at enes. Selvom han ikke tager imod ordre fra København, betyder det noget, at have danskere på disse positioner. ”Jeg er en slags håndværker, der er vokset ud af en stærk dansk embedsmandstradition, der er præget af folk, der, når de ser et problem, også prøver at finde en løsning,” siger han. Men det bliver også sidste gang, Tranholm stiller op for at tale om sig selv. Fremover vil han ikke risikere at skygge for chefen, den polske formand for det Europæiske Råd, Donald Tusk. ”Det ligger ikke i rollen. Jeg er bag facaden,” siger han.

Kommunaldirektører er på ingen måde undtaget fra at få stukket en fyreseddel i hånden. Se­nest besluttede Holbæk Kommune i forrige uge at sige farvel og tak til sin øverste embedsmand. En gennem­gang af de seneste 6 års fyringer af kommunaldirek­tører viser, at den hyppigste fyringsgrund er, at politikerne ønsker en anden kompe­tenceprofil.

Det er dyrt, når mennesker træffer dumme valg, hvad end det medfører fedme, sygdom eller trafikuheld. Men det er svært at regulere. Derfor vil Barack Obama have sine embedsmænd til at indrette love, regler og systemer efter, hvordan mennesker i virkeligheden opfører sig, i stedet for efter hvad de selv eller økonomiske teorier siger. Adfærdsvidenskab skal ind i politik, og det burde man også gøre herhjemme, mener danske eksperter. ”Det er ikke mennesker, der er noget galt med, men vores modeller. De antropologiske forudsætninger for økonomernes modeller er forkerte, og det betyder, at vi ofte regulerer forkert, laver kampagner, der ikke virker, og udvikler politik på et fejlagtigt grundlag,” siger Mikkel Holm Sørensen, der er direktør i rådgivningsvirksomheden /KL.7.

Hvad har Christian fra Rødovre Kommunes genbrugsstation, Tommy fra Jobcentret og Heidi og Tommy fra børne- og familieafdelingen til fælles? De er alle eksempler på gode historier fra hverdagen, som via deres daglige arbejde viser, hvordan Rødovre Kommunes nye strategi kan foldes ud i praksis til glæde for både medarbejdere og borgere.

En række undersøgelser har vist, at ledelse og udvikling af talenter er blandt topledernes højeste prioriterede HR-opgave i disse år – især i vidensvirksomheder, hvor det er kvaliteten af de menneskelige ressourcer snarere end maskiner, der slår konkurrenterne af banen. Men de danske topledere er elendige til opgaven. Det viser en ny undersøgelse blandt samtlige medlemmer af VL-grupperne. ”Når talentmanagement er topledelsernes vigtigste krav til HR-afdelingen, er det katastrofalt, hvis kæden hopper af, fordi de enkelte ledere ikke magter eller prioriterer talentledelse,” siger HR-eksperten Henrik Holt Larsen.

Der ligger et stort udviklingspotentiale i systematisk at forholde sig til, hvilke roller du indtager eller bliver påduttet som leder. Et par tændstikmænd kan hjælpe dig på vej.

Vores tidlige tilknytningsmønstre har afgørende betydning for, hvordan vi bliver som ledere. Desværre er vores tidlige relationer sjældent i spil i lederudvikling.

Et nyt fænomen spreder sig med lynets hast blandt fonde, virksomheder, interesseorganisationer og myndigheder: Collective impact er en ny arbejdsform, der søger at løse store samfundsudfordringer ved at bringe forskellige interessenter sammen. Herhjemme er bl.a. Realdania begyndt at bruge tænkningen som omdrejningspunkt for nye initiativer.

Lise Kingo er ikke kendetegnet ved store armbevægelser, og hun indrømmer gerne, at hun nogle gange er lidt for meget en “pæn pige”. Men hendes resultater taler for sig selv: I de 12 år hun sad i Novo Nordisks koncernledelse, udviklede medicinalvirksomheden sig til en af verdens førende på de områder, hun havde ansvaret for: Bæredygtighed, samfundsansvar, kommunikation og personaleledelse. Hun har demonstreret, at bæredygtighed og business ikke er uforenelige modsætninger, men hinandens forudsætninger. Den tænkning skal hun fra næste uge udfolde i global skala, når hun tiltræder som chef for verdens mest indflydelsesrige netværk for bæredygtig virksomhedsdrift: UN Global Compact. “Vi står med en meget stor formidlingsopgave. Et er at udvikle og enes om målene, noget andet er det at gøre dem alle sammen så let forståelige, at virksomhederne kan integrere dem i deres forretning,” siger Lise Kingo.

Påstanden om, at Danmark øver særlig stærk tiltrækning på flygtninge, er en myte. Norge modtager 3 gange så mange flygtninge pr. indbyg­ger, Sverige modtager 5 gange så mange. I EU lig­ger vi lidt under gennemsnittet. Og i globalt per­spektiv modtager Europa ganske få flygtninge. I et land som Libanon, hvis befolkningstal svarer til Danmarks, udgør flygtninge nu en fjerdedel af befolkningen. Og ser man på antallet af flygtninge i forhold til landenes økonomiske velstand, er det lande som Etiopien, Tchad og Pakistan, der trækker det største læs. Det viser de seneste tal fra FN. Danmark er en miniput i den sammenhæng.

Djøf’ere og akademikere er blevet samfundets store prygelknabe. Især hvis de sidder i Folketinget, der i dag har en større andel akademikere end nogensinde før. Fordelingen er så skæv, at der opstår blinde pletter i debatten, siger elitekritikeren Lars Olsen. Men kritikken bunder i en misforståelse. ”Kernen i det repræsentative demokrati er ikke, at vores politikere skal afspejle befolkningens sammensætning, men at folket vælger sine repræsentanter,” siger demokratiforsker.

Beslutningstagerne udskyder de svære beslutninger og parkerer landets problemer i kommissioner. Alle på Christiansborg ved, at de bliver nødt til at forholde sig til dagpengesystemet, boligskatterne og pensionsalderen, men ingen tør røre dem før efter valget. Det er spin af tid, når politikerne udskyder sorgerne, men det får ikke hovedpinerne til at forsvinde.