En konsolideringsbølge i tsunamistørrelse kan snart ramme vindmølleindustrien. Det globale marked for vindenergi er allerede præget af kraftig turbulens, og global overkapacitet og nedskæringer i en række lande er i lyntempo ved at ændre spillereglerne i markedet. Det viser nye analyser, der præsenteres i denne uge for over 12.000 deltagere på den europæiske vindmølleindustris årlige branchekonference i Bella Center. Danske frontløbere kæmper for at bevare deres teknologiske forspring, men den globale vindorganisation, GWEC, forudser i en ny markedsprognose, at Asien senest i 2013 vil rykke i front. “Asien vil overhale Europa i løbet af perioden,” siger GWECs generalsekretær, Steve Sawyer.