20 års bæredygtighedskamp er sendt til tælling. Ingen havde i 1992 forestillet sig, at det globale BNP de næste 20 år ville ryge i luften med 75 pct. – hele 40 procent pr. verdensborger, trods en befolkningstilvækst på over 20 procent. Og at Brasilien, Indien og Kina i 2012 ville være motorer for verdens fremadrettede økonomiske vækst med en boomende, storforbrugende middelklasse. Det har intensiveret belastningen på klodens ressourcer i en sådan grad, at det internationale samfund, som i disse dage samles i Rio for at lægge planen for menneskehedens fremadrettede bæredygtighedsindsats, står overfor en langt større udfordring, end sidst Rio var vært for et globalt miljøtopmøde i 1992. Udfordringen denne gang er en nytænkning af den globale vækstmodel, så nedslidningen af naturressourcerne afkobles den økonomisk vækst. ”Vi må erkende, at den udviklingsmodel, vi hidtil arbejdet ud fra, ikke fungerer, og at vi i dag udpiner jordens ressourcer i et alt for højt tempo,” siger direktør for det europæiske miljøagentur, EEA, Jacqueline McGlade.