15. september tiltrådte Mogens Lykketoft posten som formand for FN’s Generalforsamlings halvfjerdsindstyvende samling, og den tidligere skatte-, finans- og udenrigsministers første store opgave bliver at lede topmødet i slutningen af denne uge, hvor stats- og regeringschefer skal vedtage FN’s 17 udviklingsmål for en bæredygtig verden, der skal nås inden 2030. Det er en opgave, der ville få mange garvede politikere til at ryste i bukserne, men ikke Lykketoft.
“Jeg skal holde verdens ledere til ilden. Jeg skal minde dem om, at vi kan få en bedre verden, der hænger sammen, hvis vi økonomiserer med vores ressourcer, udnytter vores energi bedre og lægger vores produktion om, så den belaster mindre,” siger Mogens Lykketoft om den opgave, der venter ham i det kommende år.
Selv ser Lykketoft en lige linje fra sine unge år som fremadstormende socialdemokrat, over tiden som minister i skiftende regeringer, partiformand, formand for Folketinget og til nu. Nok skifter han i det kommende år Christiansborg ud med FN-bygningen i New York, men han har på ingen måde forladt det politiske projekt, der har været hans drivkraft hele vejen igennem. Han er stadig i politik for at udbrede det gode budskab om det socialdemokratiske velfærdssamfund med lighed, social harmoni og omsorg for de svageste.
“Nu skal jeg forsøge at få verden til at gennemføre FN’s bæredygtighedsmål om at udrydde fattigdom og bekæmpe den ekstreme ulighed, der er blevet opbygget de seneste år,” siger Mogens Lykketoft.