På Mandag Morgen følger vi ledelsestrends og -dilemmaer tæt, og ser på de nye krav og strømninger, der påvirker ledere på forskellige niveauer. Blandt andet kigger vi hvert år på udviklingen for de danske bestyrelser, både i de større og mindre virksomheder. Den udvikling præsenterer vi på vores næste åbne MM Morgenmøde om værdiskabende bestyrelser, som foregår digitalt mandag den 4. marts fra klokken 8 til 9.

I år holder vi mødet i samarbejde med en række eksperter og på baggrund af solide data fra Bestyrelsesrapporten 2024 fra bestyrelsesrådgiverne, BoardPartner, som hvert andet år indsamler data om 1.400 danske bestyrelser.

Morgenmødet har blandt andet fokus på, at CEO’s og ejerledere ikke finder bestyrelsen lige så værdiskabende for virksomheden, som bestyrelsen selv gør. Vi taler om, hvilke årsager der typisk er til, at en bestyrelse ikke opfattes som værdiskabende, og vi diskuterer, hvad både bestyrelse og direktion kan gøre for at komme tættere på hinanden.

Vi ser også nærmere på den kraftige vækst i antallet af danske bestyrelser, som blandt andet betyder, at mange flere kvinder er kommet ind i bestyrelser. Dog er den gennemsnitlige andel af kvinder i bestyrelser stadig uændret. Vi diskuterer facetterne i det paradoks og hører om ’best practice’ fra dem, der arbejder målrettet med at rekruttere flere kvinder til bestyrelser i både ind- og udland.

I løbet af mødet kommer vi også ind på andre konklusioner om udviklingen i danske bestyrelser, hvor BoardPartner blandt andet har undersøgt danske bestyrelsers praksis for rekruttering, samt udviklingen inden for bestyrelsernes kompetencer.

Det erfarne panel på mødet består af:

  • Lone Møller Sørensen, partner i BoardPartner samt bestyrelsesformand og -medlem i en række virksomheder.
  • Mette Neville, professor, centerleder på Center for Små og Mellemstore Virksomheder og ansvarlig for bestyrelsesuddannelserne ved Aarhus BSS.
  • Jakob Stengel, CEO & Managing Partner i det internationale konsulenthus, Case Rose | InterSearch, som er specialiseret i international headhunting af topledere og i rådgivning og evaluering af bestyrelser.

Det digitale morgenmøde faciliteres af Mandag Morgens ledelsesredaktør, Stine Bjerre Herdel. Som deltager har du mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og vi vil præsentere spørgsmålene for panelet i den sidste del af mødet.

TILMELD DIG HER.

Adresse:
Teams


Tilbage til kalenderen »
Vis afholdte arrangementer »